Ejerforeningens bestyrelse bør have udarbejdet en forretningsorden, der regulerer alle væsentlige dele i bestyrelsens samarbejde.
Forretningsordenen er i en ejerforening ikke et lovpligtigt dokument, men et vigtigt arbejdsredskab for bestyrelsen. Forretningsordenen er et redskab, som bestyrelsen kan styre efter, og som hjælper bestyrelsen til at udfylde sin rolle. Formålet med forretningsordenen er blandt andet at sikre, at arbejdet i bestyrelsen foregår på en hensigtsmæssig måde og på et oplyst grundlag, hvorom der er enighed i bestyrelsen. Forretningsordenen kan medvirke til, at det er lettere for nye bestyrelsesmedlemmer at sætte sig ind i bestyrelsesarbejdet.
Hvis der er uoverensstemmelser mellem forretningsordenen og vedtægten, er det altid vedtægten, der gælder, ligesom forretningsordenen ikke kan tillægge bestyrelsesmedlemmer beføjelser og rettigheder, som de ikke er blevet tillagt i vedtægten.
Bestyrelsen bør i forbindelse med udarbejdelsen eller revideringen af forretningsorden særlig overveje, om forretningsordenen skal indeholder bestemmelser om: konstitution, arbejdsdeling, tilsyn med direktionen, føring af bøger, protokoller med videre, skriftlige og elektroniske møder, habilitet, tavshedspligt, suppleanter, regnskabskontrol, underskrivelse af revisionsprotokol, og sikring af tilstedeværelsen af det nødvendige grundlag for revision.
E/F Rådgivning har udarbejdet en forretningsorden, der er målrettet til ejerforenings bestyrelser og den kan købes for 1.000 kr. ekskl. moms.