Terrazzobadeværelsesgulve

Inden renoveringen af badeværelsesgulve i en ejerforening igangsættes, skal årsagsforbindelsen (kausaliteten) og påregneligheden (adækvansen) til korrosionsangrebet/revnerne undersøges og afklares af to væsentlige årsager:

1) Den tekniske årsag:

Det skal afdækkes, hvorvidt årsagen til korrosionsangrebet/revnerne i terrazzobelægningen skyldes lejlighedsejerens eller ejerforeningens manglende og/eller forkerte vedligeholdelse, for at kunne placere et ansvar for afhjælpningen hos skadevolder.

2) Den juridiske og økonomiske årsag:

I erstatningsretten antages det, at dersom korrosionsangrebet/revnerne i etageadskillelsen er forårsaget af oppe fra kommende påvirkninger, er det lejlighedsejerens ansvar at afhjælpe skaderne. Er det derimod nede fra kommende påvirkninger, der har forårsaget skaderne, er det ejerforeningens ansvar at afhjælpe skaderne.

I mange ældre etageejendomme, der blev bygget i perioden 1900-1950 og specielt i 1930'erne, er der ofte opført badeværelser i uorganiske materialer, fx beton. Etagedækkene blev ofte udført som et jernbjælkelag (120 mm IPE). Efter en del årtier opstod/opstår der ofte korrosion (rust) på undersiden af etageadskillelsen med revnedannelser i den overliggende terrazzobelægning til følge.

Et terrazzogulv er et betongulv, der består af skærver af marmor i forskellige størrelser og farver, der udstøbes in-situ (på stedet) i et bærende betonlag, som derefter slibes og poleres glat. Det er muligt, at udføre en opkant langs væggene eller støbe det forsænkede område i brusenichen ud i ét med resten af gulvet og derved undgå fuger/samlinger. Terrazzogulvet tåler ikke afkalkningsmidler og hvis overfladen bliver hærget af kalkafsætning, kan den slibes og poleres op igen.

Terrazzogulv anses for vandtæt i sig selv, i hvert fald så længe det ikke er revnet, hvad det dog gør i rigtig mange tilfælde, også selvom det bliver vedligeholdt, jf. neden for. Tætheden kan også ødelægges ved udskiftning af vandrør, som er ført gennem terrazzobelægningen.

En ukarbonatiseret og kloridfri jernbjælke indstøbt i beton er beskyttet mod korrosion. Den alkaliske porevæske (pH-værdi: 12,5-13,5) bevirker, at der dannes et mikroskopisk lag af jernoxid på jernbjælkens overflade, hvilket hindrer jernbjælken i at korrodere. Jernoxiden danner en uopløselig tæt film på jernbjælken, hvilket nedsætter metaliondiffusionen. Da denne passivfilm samtidig er elektrisk ledende, vil oxygenreduktionen forløbe let, hvorved potentialet bliver højt. Det er derfor vigtigt, at passivfilmen dækker hele jernbjælkens overflade, for at opnå en effektiv passivering på hele jernbjælkens overfladen. En forudsætning for denne passivering var, at jernbjælkerne inden betonudstøbningen blev renset for olie, løstsiddende korrosion, samt at jernbjælkerne blev omstøbt ordentligt. Imidlertid var betonudstøbningen (murermesterbeton) over og imellem jernbjælkerne ofte af ringe kvalitet og dæklaget over jernbjælkerne var ofte beskedent, hvorfor der ad åre dannedes/dannes korrosion, som ofte konstateres i lige linjer under jernbjælkerne.

Falder pH-værdien under ca. 9 på grund af karbonatisering i den omgivende betonudstøbning, vil det beskyttende jernoxidlag opløses, hvis der er fugt nok. Jernbjælkerne vil derfor ikke længere være passiveret og vil begynde at korrodere, hvis der er tilstrækkelig fugt og oxygen (ilt) til stede. Dette vil umiddelbart være tilfældet for udendørs betonkonstruktioner, som det er set i forbindelse med altankonstruktioner. I helt tørre miljøer vil korrosionsprocessen ikke opstå. Badeværelser i etageejendomme er imidlertid ofte placeret oven på hinanden, med deraf følgende fugttransmission, og det nederste badeværelse har ofte en fugtig og uopvarmet kælder som grænseflade, hvilket giver gode muligheder for at starte og vedligeholde korrosionsprocessen i etageejendommen.

Korrosionsprocessen opdeles i to perioder, nemlig initieringstid og propageringstid, der tilsammen udgør konstruktionens levetid eller til tidspunktet for, hvor reparation er påkrævet.

Korrosionen opdeles i to reaktioner, nemlig den anodiske og katodiske reaktion. Det er den anodiske reaktion, der nedbryder jernbjælken. I beton med store mængder oxygen vil den opløste jernbjælke oxydere og omdannes til korrosion (rust), Fe2O3. Ferrioxid er uopløseligt og er det normalt forekommende korrosionsprodukt for jern. Ved denne korrosionsdannelse på jernbjælken sker der en volumenforøgelse, der kan få betonen til at revne eller sprænge, hvilket kan brede sig til terrazzobelægningen. Korrosionsprocessen forbruger oxygen og fordrer, at der er vand til stede, som også bindes i jernhydroxiden i det omfang, der er vandmolekyler til stede. Når revner i betonudstøbningen breder sig til terrazzobelægningen bliver der tilført mere vand og korrosionsprocessen accelererer.

Korrosionsprocessen kan teknisk monitoreres, hvor det elektrokemiske potentiale, korrosionsstrøm, elektrisk modstand, relativ fugtighed og temperatur registreres, for at vurderer restlevetiden eller til tidspunktet for, hvor reparation er påkrævet. I ældre ejendomme er det vigtigt, at få et præcist billede af den bærende konstruktions bæreevne, så ejerforeningen kan sætte ind betids, dersom konstruktionens bæreevne er væsentligt reduceret.

Der vil ofte være tvivl om, hvorvidt årsagen til korrosionsangreb på jernbjælkerne skyldes ejerens eller ejerforeningens manglende og/eller forkerte vedligeholdelse. I ældre ejendomme vil udgangspunktet med stor sandsynlighed være, at det falder ind under ejerforeningens vedligeholdelsespligt, dersom korrosionen og revnerne viser sig i lige linjer, der følger jernbjælkerne, og hvis antallet af forekomster er betydeligt, medmindre ejerforeningen kan bevise, at det er ejerens manglende og/eller forkerte vedligeholdelse, der er årsagen til skaderne.

Normalt bestemmer vedtægter i ejerforeninger, at det som udgangspunkt er ejerens pligt, at vedligeholde og forny terrazzobelægningen i lejlighedens badeværelse, og den bærende gulvkonstruktion (betondæk og jernbjælkerne) skal vedligeholdes og fornyes af ejerforeningen.

Det er ofte vanskeligt, at afgøre om korrosionsangrebene og revnerne skyldes vedligeholdelsesfejl eller manglende vedligeholdelse fra ejerens side eller om de er opstået gennem mange år på grund af den fugt og oxygen, der findes i luften. I mange tilfælde vil ejerforeningen næppe kunne bevise, at korrosionsangrebene og revnerne skyldes fejl eller undladelse fra ejerens side, hvorfor det ofte vil være ejerforeningen, der må betale for ophugning af terrazzobelægningen over jernbjælkerne, ophugning omkring jernbjælkerne og korrosionsbehandling af jernbjælkerne, udstøbning af beton og støbning af ny terrazzobelægning. En eventuel nødvendig udskiftning af jernbjælkerne påhviler som udgangspunkt ligeledes ejerforeningen.

Hvis hele terrazzobelægningen udskiftes med ny belægning, bør der i denne indstøbes et armeringsnet (stålnet) for at begrænse risikoen for senere revnedannelser.

Hvad angår revner i terrazzobelægning, som ikke følger jernbjælkerne, påhviler dette som udgangspunkt lejlighedsejeren at udbedre, da disse næppe skyldes korrosionsangreb i jernbjælken i betonudstøbningen, under forudsætning af, at revnerne ikke skyldes svigt i bærende konstruktioner.

Udgifter til udbedring af følgeskader i underliggende lejlighed betales af ejerforeningen i de tilfælde, hvor ejerforeningen betaler for reparation/udskiftning af terrazzobelægning eller yder tilskud hertil.

Når det er konstateret, at et badeværelsesgulv er utæt, må dette ikke benyttes til bad før gulvet er repareret. Benyttes et utæt gulv alligevel til bad, hæfter lejlighedsejeren som minimum for en del af udgifterne til udbedring af skader i underliggende lejlighed. Den enkelte ejerlejlighedsejer skal derfor sørge for, at revner og utætheder i fliser, fuger, terrazzo, vådrumsmembran, vinyl, maling, glasvæv mv. udbedres straks.

Den enkelte lejlighedsejer skal sørge for, at ejerlejlighedens vådrum er beklædt med bl.a. vådrumsmembran og at beklædningen vedligeholdes på en sådan måde, at fugt ikke trænger ind i konstruktionen med deraf følgende risiko for skade forårsaget af eksempelvis råd eller svamp, og at der ikke sker vand- eller fugtgennemtrængning fra vægge og gulv til omkringliggende lejligheder.

I forbindelse med renovering af brugsvandsrør (stigstrenge) og faldstammer i ejerforeninger anvendes ofte udskiftning eller relining (indvendig rensning og overfladebehandling) af ledningerne, men en udskiftning af hele badeværelset med præfabrikerede elementer med helt nye brugsvandsrør, gulvafløbsinstallationer, faldstammer, toilet, håndvask, bruseniche installationsvæg mv., er billigere og hurtigere at gennemføre end en traditionel udskiftning eller relining af ledningerne, og samtidig undgår ejerforeningen udfordringerne med utætte beton/terrazzogulve, da der etableres en helt ny gulvkonstruktion, se foto neden for.

Med hensyn til afhjælpning af skader, fejl og mangler og/eller renovering af vådrum henvises til Bygningsreglementets vejledning om fugt og vådrum (I), Bygningsreglementets vejledning om fugt og vådrum (II)SBI-anvisning 252 om vådrum og Guide til SBI-anvisning, Dansk Byggeri.

Se også vådrum.

Før                                                    Efter