Ressourcesvage og -stærke rådgivningsmodtagere
I dansk ret er der gennem de seneste årtier sket en fokusering på ejerforeningens særlige retsstilling, med særligt henblik på bestyrelsernes ofte svagere ressourcer til at gennemskue relativt komplicerede tekniske, økonomiske og juridiske problemstillinger i forskellige sammenhænge. Der er derfor opstillet et værn med henblik på, at beskytte disse mere ressourcesvage bestyrelser.
Inden for erstatningsretten påvirker modtagertypen rådgiverens forpligtelser til præsentationen af beslutningsgrundlaget og klarheden i det fremlagte. Er det en bestyrelsen bestående af arkitekter, bygningsingeniører og -konstruktører, der skal have fremlagt en ejerforenings vedligeholdelsesplan behøver den rådgivende arkitekt/ingeniør/konstruktør ikke at gøre sig specielle pædagogiske anstrengelser, idet rådgivningsmodtagerne er på samme bølgelængde som rådgiveren. Modsat, hvis bestyrelsen består af en kirkegårdsgraver, portør, musiker, kioskejer eller lignende, der ikke har en naturlig indsigt i fx byggetekniske forhold. Her vil der skulle stilles strengere krav til rådgiveren, så det sikres, at rådgivningsmodtagerne opnår den tilstrækkelige indsigt i opgaven, de mulige løsningsforslag og konsekvenserne heraf.
Dansk ret tillægger det stor betydning, hvorvidt den konkrete rådgivningsmodtager/ejerforeningsbestyrelse har været ressourcestærk eller -svag.
Ressourcesvage rådgivningsmodtagere har nødvendigvis ikke den nødvendige faglige indsigt i det emne, der skal behandles i en bestyrelse og kan ikke nødvendigvis, som de ressourcestærke rådgivningsmodtagere, opnå en sådan indsigt på rimelig kort tid. Ved de ressourcesvage rådgivningsmodtagere, er der en tendens til at skærpe kravene til rådgiveren i relation til rådgiverens formidlings- og forklaringsevne og modsvarende til at nedtone kravene til rådgivningsmodtageren.
Inden for erstatningsretten er der de senere år sket en øget fokusering på rådgivningsmodtagernes ressourcer. En sådan fokusering kan i erstatningsretten ikke blot have betydning for, om der ifaldes ansvar - den vil også kunne have betydning for ansvarsfordelingen, som denne finder udtryk i fastsættelsen af erstatningens størrelse.
Det påhviler rådgiveren, at fremlægge de forskellige muligheder på en let forståelig måde og belyse fordele, ulemper, risici mv., der er forbundet med de mulige løsningsforslag, således at ejerforenings bestyrelsen kan træffe et sikkert valg på et kvalificeret og forstået beslutningsgrundlag. Hvis bestyrelsen imidlertid ikke til fulde forstår indholdet af den rådgivning, bestyrelsen har modtaget, er dette ikke nogen hjælp for bestyrelsen, der - trods modtagelsen af alle relevante oplysninger - risikerer at disponere uhensigtsmæssigt eller direkte skadeligt for ejerforeningen med risiko for at ifalde erstatningsansvar. En ejerforenings bestyrelse har krav på og skal orienteres så tilpas grundigt, at bestyrelsen forstår problemstillingen og løsningsmulighederne og har et hensigtsmæssigt beslutningsgrundlag, at træffe en kvalificeret beslutning på. Det påhviler rådgiveren at vurdere, hvor meget forklaring bestyrelsen har behov for, for at kunne forstå de problemstillinger og den usikkerhed, der er forbundet med rådgivningens indhold. Undlader rådgiveren dette, handler rådgiveren i strid med sine pligter og således potentielt ansvarspådragende.