Opsigelsesvarsler og bindingsperioder

Ejerforeninger har i dansk ret forbrugerstatus, hvoraf følger, at ejerforeninger nyder den samme retlige beskyttelse som forbrugere.

For så vidt angår opsigelse gælder følgende:

Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser m.v.

Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, ”Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse, jf. dog stk. 2 og 4.

Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 5 ”Der kan ikke aftales et længere opsigelsesvarsel end det i stk. 1 nævnte”.

Forbrugeraftalelovens § 33, stk 1, ”Loven kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.

Forbrugeraftalelovens § 35, stk. 1, ”Loven træder i kraft den 13. juni 2014.

Forbrugeraftalelovens § 35, stk. 2, ”Loven finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler indgået før lovens ikrafttræden. For sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.”, der ifølge § 25, stk. 1, er tre måneder.

For ejerforeningers aftaler indgået før den 13. juni 2014 gælder et opsigelsesvarsel på tre måneder til udgangen af en måned og for aftaler indgået den 13. juni 2014 eller efter, gælder et opsigelsesvarsel på en måned til udgangen af en måned.

Aftaler om opsigelsesvarsler mellem en ejerforening og en erhvervsdrivende, der ikke følger ovennævnte opsigelsesvarsler, er ugyldige og ikke retligt bindende for ejerforeningen. Ugyldighedsvirkningen kan kun påberåbes af ejerforeningen, ikke af den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 5. Der stilles ingen formkrav, til hvorledes ejerforeningen skal gøre ugyldighedsindsigelsen gældende, men af bevismæssige årsager, bør det ske ved, at ejerforeningen fremsætter en skriftlig indsigelse, hvori der protesteres mod vilkåret.

Aftalevilkår mellem en ejerforening og en erhvervsdrivende, der direkte eller indirekte giver afkald på eller begrænser de rettigheder, som følger af forbrugerrettighedsdirektivet, er ikke bindende for forbrugeren, jf. forbrugerrettighedsdirektivets artikel 25, 2. led.

En korrekt formulering i en aftale mellem en erhvervsdrivende og en ejerforening kan se ud som følger:

"Aftalens ikrafttræden, opsigelse og ophævelse

Aftalen træder i kraft den 1. juli 2018 betinget af, at den erhvervsdrivende har modtaget aftalen i underskrevet stand i henhold til ejerforeningens tegningsregel i vedtægterne.

Aftalen kan af ejerforeningen opsiges med en måneds varsel til udgangen af en måned, efter at der er gået fem måneder efter aftalens indgåelse, jf. forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1.

Aftalen er fra den erhvervsdrivende side uopsigelig i minimum seks måneder fra ikrafttrædelsesdagen og kan herefter opsiges med tre måneders skiftligt varsel til udgangen af en måned."

Opsigelse

Aftaleretligt indeholder ejerforeningens opsigelse et påbud om, at den erhvervsdrivende skal respektere opsigelsen som bindende for dem, når den kommer frem, og at den er bindende for ejerforeningen, når den er kommet til den erhvervsdrivendes kundskab, jf. aftalelovens § 7. Når sidstnævnte betingelse er opfyldt, får opsigelsen retsvirkning. Da opsigelsen består at et løfte, kræves ikke accept fra den erhvervsdrivende, før opsigelsen er bindende. Hvorvidt opsigelsen får retsvirkning efter sit indhold, afhænger af om opsigelsesfristen er overholdt. Har ejerforeningen ikke angivet noget opsigelsesvarsel, er parterne bundet af det almindelige varsel eller loven, hvorfor det er vigtigt at formulere opsigelsen korrekt.

Forsikringsaftaler

Ifølge forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, 1. pkt., gælder forbrugeraftaleloven ikke for forsikringsaftaler omfattet af lov om forsikringsaftale.

Mange ejerforeninger tegner 1-, 3- eller 5-årige forsikringsaftaler, for derved at opnå en rabat på typisk 10-15 %, hvilket giver god mening, men dette hindrer ikke, at ejerforeninger kan opsige en forsikringsaftale, jf. neden for.

Ejerforeninger kan i henhold til lov om finansiel virksomhed § 57 opsige en forsikring med et varsel på 30 dage til udgangen af en kalendermåned for så vidt en ejerforening har forbrugerstatus:

"Stk. 1 Et forsikringsselskab, der udbyder forbrugerforsikringer, skal tilbyde, at de pågældende forsikringer kan tegnes med vilkår om, at forsikringen kan opsiges af forsikringstageren med et varsel på 30 dage til udgangen af en kalendermåned.

Stk. 2. Ved en forbrugerforsikring i stk. 1 forstås en forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv."

Se også forsikringer.