Det følger af den juridiske litteratur, at ingen af ejerlejlighedsejerne uden særlig hjemmel er berettiget til en speciel eller efter lokalets, grundens eller indretningens art usædvanlig anvendelse af fællesejendom eller til eneråden over fælleslokaliteter.
Den enkelte ejerlejlighedsejer kan ikke disponere over fællesejendom på fællesskabets vegne, men må overlade dette til ejerforeningens kompetente organer, medmindre der selvsagt er tale om at foretage handlinger, der er nødvendige og forsvarlige for at afværge truende skade på ejendom og fællesarealer (negotiorum gestio), eller der er tale om opfyldelse af en lovbefalet foranstaltning.
Medmindre der i de individuelle og tinglyste vedtægter måtte være tilstrækkelig og præcis hjemmel hertil, kan generalforsamlingen ikke træffe beslutninger, der griber ind i den og/eller de enkeltes retlige og faktiske råden over den/de pågældendes ejerlejlighed som sådan eller rettigheder.
Visse beslutninger kan ikke træffes uden énstemmighed eller samtykke fra samtlige ejerlejlighedsejere. Der er tale om beslutninger, som på afgørende måde griber ind i og ændrer den enkeltes retsstilling på en måde, som den enkelte ikke kan eller bør forudse som konsekvens af den enkeltes indtræden i fællesskabet.
Ejerforeningen kan normalt ikke uden enighed blandt lejlighedsejerne tillægge en enkelt lejlighedsejer en sådan ret, for så vidt der da vil være tale om brud på den lighedsgrundsætning, som gælder i dansk foreningsret. Men en særlig ret for den enkelte kan følge af vedtægten, særlig aftale, retssædvane eller forholdets natur.
Ved retssædvane forstås en handlemåde, som et samfunds medlemmer almindeligt, stadig og længe har fulgt i den overbevisning, at man var retligt forpligtet hertil (ex opinione obligationis). Retssædvanen siges almindeligt at gælde ved siden af loven (præter legem), men ikke i strid med loven (contra legem). En retssædvane har samme rang som en lovtekst, selvom den aldrig er blevet opført som en gyldig retsakt. Retssædvane er en ikke-formaliseret praksis, som er blevet fulgt i lang tid på et område, der er retligt reguleret.
Forholdets natur kan også beskrives som udtryk for sund juridisk fornuft. Det bruges typisk til at legitimere afgørelser, som ikke direkte kan begrundes i de egentlige retskilder. Som egentlig retskilde er den vanskelig at forholde sig til.
I forbindelse med ejerlejlighedsopdelingen foretages der opmåling af de enkelte ejerlejligheder, og der udfærdiges og tinglyses et ejerlejlighedskort for de enkelte ejerlejligheder. Alt, hvad der således ikke er indtegnet på ejerlejlighedskortet som vedrørende den enkelte lejlighed, er dermed fællesejendom og udgifterne vedrørende dette en fælles udgift.
De enkelte ejerlejligheders fordelingstal fastlægges normalt i forbindelse med ejendommens opdeling i ejerlejligheder og tilstræbes at tage udgangspunkt i ejerlejlighedernes indbyrdes værdi. Ændringer af fordelingstallet, der medfører, at det indbyrdes forhold mellem ejerlejlighedsejerne forrykkes, ved fx overgang af fællesejendom til særejendom, kan ikke gennemføres uden samtykke fra de berørte ejerlejlighedsejere. Man kan derfor kun forøge eller reducere ejerlejlighedernes fordelingstal med samtykke fra de berørte ejerlejlighedsejere.
Ejerlejlighedsejernes indbyrdes forhold afspejles i ejerforeningens fordelingstal, som de fremgår af de individuelle og tinglyste vedtægter. Har de enkelte ejerlejlighedsejere ikke adkomstdokumenter (det forhold, at en ejerlejlighedsejer er materielt berettiget til at råde over et bestemt gode) til en påstået rettighed, er den ikke gyldig. Ejerforeningen kan bortse herfra og eventuelt bringe forholdene i overensstemmelse med de tinglyste ejerlejlighedskort. Det er de enkelte ejerlejlighedsejere, der har bevisbyrden for deres påståede rettigheder og ikke ejerforeningen, der har bevisbyrden for, at de enkelte ejere ikke har de påståede rettigheder.
