Der kan ikke uden hjemmel i ejerforeningens individuelle vedtægt afholdes generalforsamlinger uden afholdelse af en fysisk generalforsamling. Ifølge normalvedtægten fra 2004 § 2, stk. 3 gælder følgende:
”Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved stemmeflerhed efter fordelingstal.”
og ifølge den nye normalvedtægt, der træder i kraft pr. 1. januar 2021, gælder følgende:
”Generalforsamlingen træffer beslutninger med simpelt flertal efter fordelingstal, medmindre andet følger af ejerlejlighedsloven eller denne normalvedtægts §§ 4-6”.
Ifølge normalvedtægtens bestemmelser træffes beslutninger i ejerforeninger på generalforsamlinger, hvilket vil sige et fysisk møde mellem ejerforeningens medlemmer.
Dersom ejerforeninger har en bestemmelse i en individuel vedtægt om, at generalforsamlinger kan finde sted på digitale platforme, vil det være muligt for ejerforeninger at afholde digitale generalforsamlinger. Dersom ejerforeninger ikke har en sådan bestemmelse, kan ejerforeninger ikke lovligt afholde en digital generalforsamling.
Henset til udviklingen af de digitale mødeplatforme og udbredelsen af Covid-19 virussen vil ejerforeninger formentlig i dag kunne træffe presserende beslutninger om fx igangsætning af vigtige vedligeholdelsesarbejder uden særskilt vedtægtshjemmel, forudsat at samtlige ejerlejlighedsejere har mulighed for at logge på den digitale platform.
Ovennævnte regel hindrer dog ikke, at en beslutning kan træffes med skriftlig afstemning fra samtlige ejerlejlighedsejere, for så vidt der her er tale om en almindelig aftale.