Langt de fleste altaner er sikre at færdes på, men en løbende kontrol - specielt på ældre ejendomme fra før 1960, hvor tidens nedbrydning af konstruktionen vil være mest udtalt - vil kunne forebygge, at altankonstruktionerne nedbrydes unødigt og/eller kollapser.
Det er ejerforeningens ansvar at sikre, at altaner og altangange er forsvarlige at færdes på og ejerforeningen bør tage dette ansvar alvorligt og sørge for, at indarbejde kontrol af altaner og altangange, som en del af bygningens vedligeholdelsesplan.
Det anbefales, at få en sagkyndig til at vurdere altanerne/altangangene, da det kræver erfaring og viden om altaner, at vurdere nedbrydningen i betonen og armeringen. Det er sjældent noget man kan se med det blotte øje, medmindre der er tale om synlige revner, afskallinger og/eller rustudfældninger.