En ejerforening er ikke omfattet af erhvervsdrivende begrebet i relation til dispositioner, hvor den faktisk varetager medlemmernes interesser i henhold til ejerforeningens formål. Heraf følger, at en ejerforening er omfattet af det civilretlige forbrugerbegreb og dermed nyder den præceptive forbrugerretlige beskyttelse.
I den tidligere kommenterede udgave af forbrugeraftaleloven af Benedikte Holberg, Lene Pagter Kristensen, Peter Møgelvang-Hansen, Tina Morell Nielsen og Henrik Øe, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2006, findes der fra side 85 og frem en meget præcis fortolkning af forbrugerbegrebet.
Juridiske personer kan efter dansk ret, modsat EU-retten, være forbrugere, jf. U 1988.945 V, der fandt, at et antennelaugs aftale angående service og vedligeholdelse af laugets fællesantenneanlæg var en forbrugeraftale og dermed omfattet af forbrugeraftaleloven.
I overensstemmelse hermed antages det, at ikke-erhvervsdrivende foreninger, herunder ejerforeninger, alt andet lige er omfattet af det civilretlige forbrugerbegreb. Tilsvarende FKN (ForbrugerKlage-Nævnet) 1990 s. 85 og FKN 1999, afsnit 6.16.8, s. 232 (j.nr. 1997-542/7-36).
Endvidere fremgår det af ”Forbrugeraftaleloven - med kommentarer” af Sonny Kristoffersen s. 84, at en ejerforening ikke er omfattet af erhvervsdrivende-begrebet i relation til dispositioner, hvor de faktisk varetager medlemmernes interesser efter foreningens formål.
Det følger af bemærkningerne til lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at ”nr. 16 definerer en forbruger som en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler optræder med er formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed. Forbrugerbegrebet skal forstås i overensstemmelse med dansk rets almindelige forbrugerbegreb, således som dette for eksempel fremgår af § 3, stk. 1 i lov om forbrugeraftaler (nu § 2), samt begrebet ”private kundeforhold” i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Det vil sige, at også ikke-erhvervsdrivende foreninger er omfattet af forbrugerbegrebet.”
Af forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1 (før lovændringen, nu § 2) fulgte, at:
”Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Stk. 2. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået, ikke er en forbrugeraftale.”
EU-direktivet om betalingstjenster fastsætter en række definitioner. Ved”forbruger” skal forstås ”en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet af dette direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed.”
Se endvidere U.2011B.258 hvor Sonny Kristoffersen i "Afgrænsning af det civilretlige forbrugerbegreb" anfører:
Organisationer og foreninger, der varetager medlemmernes private interesser - fx andelsbolig-, grundejer- og ejerlejlighedsforeninger, gårdlav, almennyttige boligselskaber og kolonihaveforeninger o.lign. - er ikke omfattet af erhvervsdrivende-begrebet i relation til dispositioner, hvor de faktisk varetager medlemmernes interesser efter organisationens/foreningens formål.
Se også Opsigelsesvarsler og bindingsperioder.