Indledningsvis henvises til lov om ejerlejligheder § 2 og § 6:
Det følger af Ejerlejligheder af højesteretsdommer Peter Blok, 3. udgave, p. 232, ”at ændring af selve fordelingstallene ikke kan ske ved flertalsbeslutning, men kun med samtykke fra samtlige lejlighedsejere”, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1980.552H.
Det følger ligeledes af Ejer- og andelsboligforeninger af advokaterne Kristian Dreyer og Benjamin Bunnage, p. 65, at ”Ændring af fordelingstallet indebærer, at fordelingen af såvel udgifter og indtægter som stemmeretten forrykkes blandt alle eller nogle af ejerlejlighedsejerne. En ændring kræver derfor, at alle de berørte samtykker til ændringen af fordelingstallet. Rent praktisk skal man også huske, at eventuelle panthavere i de enkelte ejerlejligheder i nogle tilfælde vil skulle give deres samtykke inden et fordelingstal ændres. Som panthaver har man pant i såvel ejerlejligheden som ejerlejlighedens andel af fællesejendommen, og samtykke til ændring kan derfor være fornødent.”
Ifølge lov om ejerlejligheder § 6, stk. 2 skal fællesudgifter betales efter fordelingstal. En ændring heraf må som udgangspunkt kræve 100 % enstemmighed, hvilket vil sige alle i hele foreningen skal stemme for forslaget. Der er ikke kun tale om dem, der møder op på generalforsamlingen skal stemme for. Dem der ikke møder op og stemmer, skal aflevere en samtykkeerklæring om, at de kan tilslutte sig at forslaget i sin helhed kan vedtages.
Hvis fordelingstallet er åbenbart urimeligt, kan de øvrige ejere få vedtægternes fordelingstal ændret ved dom i henhold til aftalelovens § 36, jf. Peter Blok: Ejerlejligheder, p. 238.
Der henvises endvidere til:
- Ejerlejligheder - i praksis af Peter Andreasen
- Responsum i Huset 1983, hæfte 5, side 11
- Ugeskrift for Retsvæsen, UfR, 1981.550 V
- Ugeskrift for Retsvæsen, UfR, 1994.565 V
- Ugeskrift for Retsvæsen, UfR, 2003.187 V
- Tidsskrift for Bolig- og Byggeret, T:BB, 2004.217
- Tidsskrift for Bolig- og Byggeret, T:BB, 2004.417
- Tidsskrift for Bolig- og Byggeret, T:BB, 2011.178
- Tidsskrift for Bolig- og Byggeret, T:BB, 2012.399
- Dom afsagt af Østre Landsret den 17. april 2012 (B-119-12)
Heraf følger at en ændring af fordelingstallene i en ejerforening ikke kan ske med kvalificeret flertal efter bestemmelserne om væsentlige ændringer, men alene kun ske med tilslutning fra samtlige lejlighedsejere.
Som udgangspunkt skal fordelingstallene og dermed fordelingen af fællesudgifterne afspejle lejlighedernes indbyrdes værdi.